Der er så dejligt ude på landet. En ko står og
tygger drøv i vejkanten, de sirligt passede forhaver grænser op til de hyggelige
bindingsværkshuse og de velholdte nordsjællandske villaer. En hest vrinsker i
det fjerne og sommersolens stråler skinner om kap med de gule sennepsmarker.
Vi sidder 16 mennesker i en bus på vej til Røde
Kors Modtagecenter i Gribskov, og nyder den danske natur, der viser sig fra sin
smukkeste side, og i dagens anledning har taget sommertøjet på. Grønt græs og
blå himmel så langt øjet rækker.
14 piger i alderen 12-19 år, har skrevet sig
vej til denne tur, og sidder nu spændte og nysgerrige i bussen. Snakken går og
stemningen er livlig, mens der en gang imellem forsigtigt skeles ud af vinduet
for at se om vi snart er fremme. De unge
forfatterspirer har det til fælles at de alle deler en passion for at skrive,
og dermed er blevet en del af det online skrivefællesskab Movellas, med ca.
45.000 brugere i Danmark og 350.000 globalt. I samarbejde med Dansk Røde Kors,
Verdenskulturcentret og Foreningen Alverdens Børn, har Movellas arrangeret en konkurrence hvor
målet var at forestille sig hvordan det ville være at være ung og samtidig være
på flugt, og skrive en fiktiv historie om det. Præmien var et møde med unge
flygtninge, og muligheden for at få udgivet sin historie, og få et indblik i
deres historie og deres liv. Det er
disse 14 piger der nu er på vej til et møde med virkeligheden.
Vores rare chauffør Per fortæller os at der nu
kun er ca. 2 km til vi er fremme, hvorefter vi med et drejer af vejen og kører
ind i en skov. Høje træer tårner sig op på begge sider, og bussen snirkler sig
afsted på den smalle skovsti. Men pludselig ud af ingenting, åbner skoven sig,
som i et eventyr, og vi kører ind på gårdspladsen til det, der ved første
øjekast mest af alt ligner en svensk ødegård.
Lave rustrøde bygninger og græsarealer på begge sider. Men det her er
ikke et eventyr, og samtidig med at Claus Boström Pedersen fra Dansk Røde Kors
tager varmt imod os, og har viser os til rette, fornemmer vi nysgerrige øjne
der følger os, og en afventende sitren i luften. Små hoveder titter frem alle
steder fra og følger vores lille optog nøje. De få piger der er på centret
holder sig i baggrunden, mens drengene er mere modige.
Claus fortæller om centret og svarer på
pigernes mange spørgsmål og om hvad det er for en hverdag vi lige er trådt ind
i. Modtagecentret fungerer som første stop for uledsagede unge/børn efter
ankomst til Danmark, og er indgangen til endnu en lang rejse, ind i det danske
systems kringelkroge. Nogle af de børn vi møder, har kun været i landet i 3-5
dage, og er stadig trætte efter flugten.
Vi bliver vist rundt på centret i to grupper,
for det ikke skal virke for overvældende for beboerne. Men uanset hvor meget vi
smiler undskyldende over vores alt for unaturlige tilstedeværelse, og kryber
mest muligt langs væggene, kan vi ikke løbe fra det overvældende faktum at vi
ikke hører til her i Limboland, hvor
man kun er i transit og hele tiden er på vej et andet sted hen. Vi ved godt hvor vi skal hen når dagen er omme,
og det sidste punktum er sat, vi skal hjem. Så heldige er beboerne på centret
ikke. Jamal på 16 er flygtet fra Syrien, og har efterladt mor og lillesøster i
et IS kontrolleret område, uden mulighed for flugt. Han har været på flugt i
over 3 måneder, og har krydset 4-5 landegrænser på sin vej. Han viser os gerne
sit værelse på centret, han skal bare lige bære en tung taske for en af pigerne
der skal flytte først. Da vi træder ind i værelset møder en kraftig odeur af
aftershave og teenager os. På den måde minder det meget om et helt almindeligt
teenageværelse. Men der stopper ligheden også. Væggene er nøgne og to senge og
et lille bord er værelsets eneste møbler. Her er lyst og rart og rent, men det
bærer præg af kun at være en midlertidig bolig. Jamal har været I Danmark i 5
dage. En af pigerne spørger ham hvad han synes om at være i Danmark. ”Jeg er meget glad for det. Det er det
første sted siden jeg flygtede hvor jeg ikke er blevet slået eller har følt at
jeg hele tiden blev mistænkeliggjort”. Claus fortæller os, at Røde Kors gør meget ud
af at give beboerne den bedst mulige velkomst og at det er vigtigt at overgangen
er så tryg som mulig.
Vi spiser vores medbragte mad udenfor i solen,
samtidig med pigerne deltager i en lille skrive-workshop med forfatter Jan K. Vi
forsøger selv at få bakset et tungt træbord på plads, men Jamal kommer
styrtende ”No, no, mademoiselles”, og
råber på arabisk til et par fyre, som straks går i gang med at løfte. De unge
beboere rykker nærmere og nærmere og flere af dem sidder og lytter intenst til
det Jan fortæller om – selvom det foregår på dansk. På et af bordene ligger en
mobiltelefon splittet ad, og da vi spørger til det, er forklaringen at den
ligger til tørre i solen. Det kan vi alle more os over sammen. Én af pigerne
forsøger at interviewe en ung fyr, der ikke taler engelsk. Da ordene ikke
rækker kommer pen og papir på banen, og der tegnes i stedet for. Sådan går
dagen, med fagter og små forsigtige forsøg på at tale om svære emner som savn,
hjemve og selve flugten. Den sproglige barriere er til stede og der bliver ikke
sagt så meget, men vi er der, og de flygtninge vi kun har læst om, får pludselig
et ansigt.
Da vores bus kommer for at hente os er vi slet
ikke klar til at tage afsted. I aften skal der grilles fordi der er én der har
fået sin opholdstilladelse. Der er et par piger der lige skal over og klare en
bordfodboldkamp med nogle af beboerne, og Jamal insisterer på at invitere os på
the. ”mademoiselle, chai, chai”! Det
er svært at løsrive sig. Et par af beboerne vil gerne have taget billeder med
os, og vi poserer smilende, som den mærkelige familie vi er blevet i løbet af
dagen.
Lige inden jeg sætter mig op i bussen kommer
jeg i tanke om en fodboldkamp vi havde snakket om tidligere på dagen Jeg hiver
fat i Jamal og siger undskyldende at det var da en skam vi ikke lige nåede det.
Han kigger på mig med et blik, der er meget ældre end ham selv, og fortæller
mig hvor meget han har gået i løbet af sin flugt, for blot et par dage siden,
for at komme her til Danmark. ”Mademoiselle,
legs… tired”. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal stille op med mig selv, men
ender med at kramme ham hårdt og længe. Jeg ved godt det ikke hjælper ham, men
jeg kan ikke lade være.
Fra bussens tonede ruder vinker vi farvel til Limboland og til de mange glade ansigter
der smilende sender os på vej. Vi kører ud af skoven, og i mit stille sind spekulerer
jeg på om det her virkelig skete, om vi virkelig var der? For lige nu virker
det alt for ægte til at være sandt.
Movellas
