torsdag den 12. september 2013

Ses vi på søndag?


Der kommer omkring 170 børn, unge og nogle af deres forældre fra asylcentre på Sjælland til Børn på flugt-dagen på søndag den 15.september. Hele dagen foregår i VerdensKulturCentret, Nørre Allé 7, 2200 København.

Kom og være med til en dejlig og spændende dag med masser aktiviteter til børn og unge og et fantastisk musikprogram med Wafande, Ali Sufi, Moussa Diallo, Lior og mange flere som optræder gratis. Dagen er gratis for børn og unge.

Alle involverede arbejder frivilligt for at stable en fest på benene, og arrangementet er derfor også gratis for alle. Men vi håber, at de mange voksne, der forhåbentlig kommer med, vil donere, hvad de kan, så vi kan sikre flere gode oplevelser til landets børn i asylcentre.

En programændring


Kære alle - der er sket en programændring
Aktiviteterne til børn og unge starter nu kl. 10.30.
(Husk at tage legetøj med du gerne vil bytte til legetøjsbyttemarkedet).

Åbningstale af Bedsteforældre for Asyl og folkepicinic fra kl. 12 – 13
(Husk at tage mad med som du gerne vil spise og dele med andre til folkepicnicen).

Fra kl. 14 starter musikprogrammet:
Kl. 14 Moussa Diallo og band med musikalske historiefortællinger fra Mali

Kl. 15 Wafande - reggae

Kl. 16 ungepanel med unge fra Trampolinhusets Ungdomsklub Kanguroo

Kl. 17 Ali Sufi – rap

Kl. 17.30 Bollywood dans med Morari fra Global Kidz

Kl. 18 aftensmad (folkekøkken)

tirsdag den 10. september 2013

Legetøjsbyttemarked kl. 14 - 16 på søndag

Er du blevet for stor til at lege med bamser?
Kan du ikke længere passe dit klæd-ud-tøj?
Er du træt af dine Star Wars-figurer og Barbiedukker?
Kender du dine Nintendo-spil ud og ind?

Så er legetøjsbyttemarkedet lige noget for dig. Her kan du bytte dit gamle legetøj til noget andet. Så gå dine kasser og skuffer igennem og tag det legetøj med, som du ikke længere bruger. Måske er der et andet barn, som lige netop ønsker sig det du har og gerne vil bytte.

mandag den 9. september 2013

Folke-picnic på søndag kl. 12.15

Fælles folke-picnic for alle asylansøgere, børn, unge, københavnere... til Børn på flugt-dagen på søndag!
 
Medbring mad, som du/I gerne vil dele med andre til frokost - fx rugbrød, franskbrød, syltetøj, lune retter, ost, brød... Medbring også gerne paptallerkener, papkrus, bestik osv. Kage, kaffe, te og andre drikkevarer kan købes på stedet.


 

tirsdag den 3. september 2013

Arrangørerne præsenterer dagen!


Vi forbereder os på den store dag

’Børn på flugt’dagen skal være mere end en enkelt dag – i ugerne op til har vi arrangeret events, der alle handler om at skabe gode oplevelser for asylbørnene. I lørdags indtog den portugisiske kunstnergruppe ’VA3’ - med medlemmerne Rita, Mariana og Teresa - derfor Kongelunden Asylcenter for at lave en kunstworkshop til de mange børn og unge i centret. 
På billederne ses de fantastiske masker, der kom ud af workshoppen. 







søndag den 1. september 2013

Salaam Filmfestival viser film for børn fra kælder til loft på Børn på flugt-dagen


I kælderen kan du se finurlige og sjove tegnefilm fra Canada med dansk voice-over. Se historien om Saoussan, som flygter fra bomberne i sit hjemland og som nu skal lære at tale dansk. Winston, som har astma, forvandler sig til Asthma Tech med superkræfter, og Gita fra Indien holder sin traditionelle lysfest, Divali, i det sneklædte Canada.
Hver hele klokkeslæt viser vi desuden den dramatiske og spændende kortfilm ”På flugt” om drengen Younis på 13, der flygter fra et asylcenter og indgår et nært venskab med drengen Anton.

På 3. sal viser vi filmen ”Bliv!”, der er særligt hentet i Holland og versioneret til dansk af Salaam til børn i alderen 9 – 13 år
Lieke og Milad er bedste venner. Lieke bor alene med sin mor, og overfor bor Milad med sine forældre og to ældre søstre. Milad og hans familie har boet i Holland i mange år, men alligevel får de at vide, at de skal rejse tilbage til Iran. Hvis de rejser til Iran bliver Milads far sat i fængsel, og Lieke mister sin ven. Derfor gør hun alt, hvad hun kan, for at Milad kan blive. Hun kontakter integrationsministeren, og hun sender informationer om Milads familie til en journalist, der kan skabe debat. Og da alt mislykkes tager Lieke og Milad til Bruxelles til Liekes far, som hun aldrig har set.

Salaam Flerkulturel Filmfestival afholdes årligt i landets biografer for skolebørn i alle aldre. Denne tematiske filmfestival, der arbejder for at styrke interkulturel kommunikation og kompetence, foregik for første gang i 2004. Filmfestivalen foregår også i kulturhuse og ude på landets skoler.